Praktisk

Hvis du skal starte i et forløb hos os, har du måske nogle praktiske spørgsmål, som du kan finde svaret på her.

 

 

Parkering

Hvis du kører i bil, og hvis du ikke er vant til at færdes i den centrale del af Odense, bør du være forberedt på en oplevelse lidt udover det sædvanlige.

 

I forbindelse med arbejdet med at anlægge en letbane i Odense er der omfattende vejarbejder, afspærringer og andre ufrivillige, men nødvendige forhindringer for trafikken. Letbanen gør det lige nu svært at finde vej.

 

Det ta'r let lidt længere tid.

 

Med alle forbehold for nye vejarbejder og afspærringer anbefaler vi Christiansgade-kvarteret som et godt sted at finde gratis parkeringspladser.

 

Hvis du vil have flere ideer til parkeringsmuligheder, kan du besøge Odense Kommunes hjemmeside, hvor en særlig sektion netop handler om, at det skal være nemt at besøge centrum - også når du er i bil:

http://www.odense.dk/borger/trafik-og-veje/parkering

 

 

Introduktion - hvad skal jeg have med?

På den første dag i dit forløb får du allerførst en introduktion til forløbet, og du får lejlighed til at møde vores konsulenter. Derefter handler dagen om at få dit CV tilpasset til vores model. Derfor skal du medbringe dit CV i en form, hvor vi kan arbejde med det elektronisk. Det allerbedste er, at du har dit CV med som et Word-dokument, enten på din egen bærbare computer eller på et USB-stik.

 

Du har mulighed for at låne en bærbar computer hos os, hvis du ikke selv har en bærbar, eller hvis du foretrækker at lade dén blive hjemme.

 

De fleste kandidater er færdige med deres CV omkring kl. 13. Du behøver derfor ikke at medbringe frokost, medmindre du forventer at skulle bruge længere tid på dit CV, eller hvis du ved, at du er nødt til at have en lille mellemmad inden kl. 13.

 

På den anden dag i dit forløb skal du ikke medbringe andet end dén mappe, du får udleveret den første dag. Du skal altså ikke bruge computer på den anden dag af introduktionen.

 

 

Hvor meget tid skal jeg bruge på mit forløb hos jer?

Det korte svar på dette spørgsmål er: 37 timer om ugen - som et helt almindeligt fuldtidsarbejde. Men det afhænger meget af, hvordan du arbejder med din jobsøgning, hvilken branche du søger job indenfor, hvor let du har ved at kontakte virksomheder - og utroligt mange andre ting.

 

Når du er blevet introduceret til forløbet, og når dit CV er på plads, vil din individuelle konsulent afholde en indledende samtale med dig. Her aftaler I, hvad der videre skal ske, og I bliver enige om en strategi for, hvordan vi kan hjælpe dig videre med karrieren.

 

Herefter har du som udgangspunkt to ugentlige samtaler med din konsulent. Ved siden af dette arbejder du selvstændigt med din jobsøgning, og din konsulent kontakter en række virksomheder på vegne af dig.

 

Når du får din jobsøgning sat i system og sætter konkrete mål for, hvad du skal nå hver enkelt dag, kan det være med til at sikre, at du hele tiden har mange skibe i søen. Hvis bare ét af skibene kommer i havn og udløser en jobsamtale, er du allerede nået et godt stykke videre. Det gør det også lettere at håndtere, når du får et afslag på et job, du virkelig gerne ville have. Der er stadig mange skibe i søen, og ét af dem skal nok nå frem.

 

Med en struktureret jobsøgning er det som regel også lettere at beslutte sig for at holde fri. Tilværelsen som ledig kan være anstrengende af mange grunde. Én af grundene er, at man principielt kan bruge 24 timer i døgnet på at skrive ansøgninger. Dét anbefaler vi ikke! Faktisk lægger vi vægt på en meget struktureret måde at arbejde på, fordi en fast struktur også giver bedre muligheder for at beslutte, hvornår man holder fri.