Valmuen

Et billede siger som bekendt mere end 1.000 ord.

 

Mange virksomheder har et værdigrundlag, en mission og en vision. I franklin & simonsen er valmuen et billede på vores indgangsvinkler til ledige kandidater og ledighed som en midlertidig situation, man gerne vil bevæge sig væk og videre fra.

 

Det handler både om udfordringer og om muligheder, og denne dobbelthed er en del af valmuen. Ledighed er en situation, der kræver mange kræfter. Men det kan også give stor energi og være anledning til, at man reflekterer over sin fortid og sin fremtid - og måske vælger en helt ny retning.

 

Det kræver viljestyrke og ukuelighed at være ledig, og valmuen er både stærk og modstandsdygtig. Den vokser næsten overalt på kloden, og den er en af de mest robuste planter, der findes. Når den er afblomstet, står frøstanden tilbage og ligner et lille rumskib med vinduer i alle retninger. Som ledig er man også nødt til at orientere sig bredt, samtidigt med at hvert enkelt frø skal sendes ud i verden med stor styrke og energi.

 

Den anden side af dobbeltheden handler om, at valmuen er skrøbelig. Den er lille og sart, og dens blomsterblade er tyndere end papir. De er næsten gennemsigtige. Som ledig har alle prøvet at få et afslag, der blev oplevet som et nederlag, og nogle gange visner man næsten af skuffelse, når afslaget på drømmejobbet dumper ind i mailboksen. Så er det, at man kan få lyst til bare at smide alle bladene og give pokker i bier og blomster, sommersol og morgendug.

 

Begge sider af valmuen er med i vores arbejde.

 

Vores valmuefoto er taget ved Kertinge Nord omkring Munkebo. Her var Heidi Simonsen på cykeltur i dén periode, hvor hun selv reflekterede over sin karriere og mulighederne for at blive selvstændig. De tusindvis af valmuer, der pludselig dukkede op med det blå hav i baggrunden fik cyklen til at gå i stå, og med kameraet i hånden kastede hun sig ud i alt det røde og grønne - og fotograferede på livet løs. Midt i en valmuemark blev beslutningen om at grundlægge franklin & simonsen truffet, og derfor har valmuen en særlig betydning for os.

 

Den oprindelige valmue er afblomstret for længst, men dens efterkommere kan opleves ved Kertinge Nord. Det er absolut en udflugt værd!